18. maj 2026

KAFFEN DER STEG FRA NUL TIL 20

Min lokale bager har et tilbud, jeg godt kan lide: Gratis kaffe fra 6:30 – 9:00.

Forleden tog jeg derind med min yngste søn. Klokken var blevet 9:10. Jeg købte croissanter, og en kakaomælk til ham. Og så spurgte jeg bagerjomfruen om jeg lige kunne nå at tage en kop kaffe.

Svaret var ja. Det kunne jeg da godt. Men nu kostede kaffen altså 20 kr.

Jeg tror mit ansigt kortvarigt lavede en mærkelig grimasse, men jeg accepterede nederlaget: ingen gratis kaffe til mig. Jeg kom 10 minutter for sent. Helt fair.

Jeg havde sådan set stadig lyst til kaffe, men havde slet ikke lyst til at betale 20 kr. for den. Men hvorfor egentlig ikke? Jeg havde lige brugt tæt på en hundredemand på to croissanter og en lille kakaomælk til en treårig.

Men kaffen? Den ville jeg ikke betale for.

Ikke fordi jeg ikke ville have den. Men fordi for ti minutter siden ville den have kostet nul kroner.

Økonomen Richard Thaler fik i 2017 Nobelprisen delvist for at beskrive dette fænomen. Han kalder det mental accounting. Den måde vi ubevidst organiserer penge i separate, ulogiske kategorier frem for at behandle dem som én samlet sum.

Det jeg oplevede ved bagerdisken er en variant af samme mekanisme.

Jeg målte ikke prisen på kaffe mod mine behov eller min økonomi. Jeg målte den mod det, den netop havde kostet: nul kroner.

Så hvad kan man lære af en tur til bageren?

For det første: Vi er dårlige til at vurdere absolut værdi. Vi er gode til at vurdere relativ værdi. Det er ikke rationelt, men det er menneskeligt.

For det andet: Gratis er en farlig pris. Når noget først har kostet nul kroner, bliver nul den målestok, alt andet vurderes op imod. Bageren havde uden at vide det lært mig, at kaffe er gratis. Bagefter føltes enhver pris som en regning.

Min søn spildte i øvrigt kakao på sin trøje. Og blev rasende da jeg forsøgte at skære hans croissant over.

Senere kørte jeg forbi McDonald's og købte en kop kaffe til 25 kroner.

11. maj 2026

HUSK: Det er ikke imposter syndrome hvis du faktisk ER dårlig til dit job

Du kender imposter syndrome. Følelsen af at man som medarbejder lige om lidt vil blive afsløret som den inkompetente wannabe, man jo egentlig godt ved man er.

Men du har måske også spekuleret på om du egentlig kunne påberåbe dig den famøse imposter-diagnose. Eller om der faktisk var noget om snakken.

Der er en forskel på frygten for at blive afsløret, selv om man leverer, og den mere ubehagelige fornemmelse af at man faktisk mangler noget. Begge dele kan give mavepine. Men kun den ene kræver nødvendigvis at man gør noget ved det.

Amy Edmondson er professor ved Harvard, og kendt for sin forskning i psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Et af hendes hovedbudskaber er lige så banalt som det er genkendeligt: Ingen har lyst til at virke inkompetent overfor sine kolleger – og slet ikke overfor sin chef.

Den største stopklods i et team er frygten for at se dum ud.

Måske ved vi godt, at vi mangler noget. Men vi siger ingenting, fordi indrømmelsen føles farligere end uvidenhed. Det er billigere at lade som ingenting end at sige højt: Det her kan jeg ikke.

I mange virksomheder ses "det kan jeg ikke" som en svaghed. Som en for stor NEJ-hat. Som manglende drive eller selvtillid. Mens "den har jeg", selv når det er en overdrivelse, bliver læst som ambition og handlekraft. JA-hatten!

Vi belønner uærlighed. Og straffer ærlighed.

I nogle brancher, som fx mediebranchen og kommunikationsbranchen, er det nærmest blevet en norm. Man sælger sig selv på kompetencer man er ved at tilegne sig. Man er "erfaren i" noget man har prøvet to gange. Man nikker genkendende til begreber man googler bagefter.

Så hvis du sidder med en klump i maven og ikke er helt sikker på, om du er en imposter eller bare inkompetent (maybe a bit of both…), så er det første skridt nok at spørge:

Er det her noget konkret jeg ikke kan? Og hvad ville der ske, hvis jeg sagde det højt?

Svaret på det sidste spørgsmål fortæller dig mere om din arbejdsplads, end det fortæller om dig.